The Hill Country: Adam’s Peak og Hortons Plains

The Hill Country: Adam’s Peak og Hortons Plains

The Hill Country ligger midt på Sri Lanka langt fra de smukke kyster og sandstrande. Området er kendetegnet ved store theplantager, frodig regnskov, dramatiske vandfald, nationalparker, nogle af de smukkeste togstrækninger i verden og utrolige bjerglandskaber. temperaturen er lavere end i resten af landet grundet højdemetrene og der er rig mulighed for at tage hul på den mere aktive del af ens rejse. Efter vi landende i Colombo hoppede vi direkte på toget og rejste de næste 10 timer med tog og tuktuk inden vi ankom til vores første stop Dalhousie – en lille by, der primært er kendt for at ligge for foden af Adam’s Peak.

Adam’s Peak (Sri Pada)
– er en bjergtop i 2243 meters højde og et helligt sted for Sri Lankas buddister. I pilgrimsæsonen (december – maj, mest travl i januar og februar) valfarter pilgrimme til templet på toppen af Adam’s Peak. Højsæsonen er travl og man kan risikere at stå i kø op mod toppen med de mange andre besøgende. I lavsæsonen (juni-nov) er området øde og templet lukket, ligesom man kan være uheldig, at udsigten er blokeret af lavthængende skyer. Til gengæld har man området for sig selv.

Det anbefales at begynde turen mod toppen kl. 03 om natten for at nyde den spektakulære solopgang på toppen. Vi besluttede dog at ændre planer og gå afsted kl. 10 om morgenen, fordi vejret under alle omstændigheder ikke ville tillade os at se solen. Ruten til toppen af Adam’s Peak består af ca. 5200 trappetrin. Ruten er nem at følge og trappen er velholdt, så det er hverken svært eller farligt. Vi gik op på to timer, men jeg anbefaler at holde et roligt tempo med masser af pauser (Lonely Planet skriver man skal regne mellem 2,5 – 4 timer før man er fremme). Omend turen ikke er vanskelig er det hårdt og man ankommer med trætte ben og sved på panden. I højsæsonen er der en masse små shops åbne på vej derop, der sælger the, vand og kiks. I lavæsonen er de fleste lukkede, så husk at købe rigeligt med vand, kiks, chokolade eller lignende inden afgang. Hvem som helst kan nå toppen, særligt hvis man tager sig god tid og holder pauser undervejs. Selv på en gråvejrdags og i pisseregnvejr på nedturen var det en smuk og dejlig oplevelse. VI betalte 40 DKK i donation til templet.

      

Hortons Plains og World’s End

Lidt syd for Nuwara Eliya (en time i tuktuk) ligger nationalparken Hortons Plains. Det er en af de få nationalparker i Sri Lanka, hvor besøgende selv kan færdes uden guide eller køretøj. Hovedattraktionen er det smukke World’s End – en 800 meter dyb klippeafsats med fantastisk flot udsigt.
Hortons Plains byder desuden på smukke længder med græsklædte bakker, blanke søer og det flotte Baker’s Falls. Vi ankom kl. 08.00, men jeg vil anbefale, at man begynder sin tur senest 07.30, idet World’s End ofte bliver fyldt med tyk dis fra kl. 10.00, særligt fra april til september. Turen fra nationalparkens indgang til World’s End tager ca. halvanden time (4 km) – man bevæger sig i en cirkel – jeg anbefaler at tage stien til højre og dermed gå mod uret rundt. Hele turen er på små 10 km og tager ca. tre timer. Der kan købes mad og drikke ved indgangen til nationalparken. Entréprisen er forholdsvist dyr – for to personer koster det ca. 300 DKK.

Hvis du besøger Hortons Plains vil jeg anbefale at skaffe kørsel fra nationalparken til den nærliggende togstation Pattipola, hvorfra man kan tage toget videre til Ella eller Badulla. Det er på denne strækning at øens mest fantastiske udsigt findes. Vi købte billetter på stationen, men vil du sikre dig vinduespladser kan billetter (1. klasse) reserveres på forhånd på internettet. Vi missede en del af udsigten på den bekostning, så hvis jeg skulle gøre det om havde jeg ofret ekstra penge på gode pladser. Pattipola togstation er i sig selv en sød oplevelse. Generelt er stationerne i Sri Lanka pæne, rene og overskueligt – ofte pyntet med smukke blomsterkrukker og en sovende hund i hjørnet.    

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *