Ella

Ella

Ella
Ella er en velbesøgt by i højlandet med mange små guesthouses, backpackere, barer og restauranter. selvom byen er mere turistet end mange andre steder er stemningen afslappet og behagelig. Ella og området omkring byen har maser af byde på. Vi gik op på Little Adam’s Peak, til Nine Arch Bridge og til Ella Falls. Fra store dele af byen har man udsigt til det dramatisk Ella Rock, der eftersigende skulle være en gåtur i samme sværhedsgrad som Adam’s Peak. Desværre var vores ben forvandlet til sten efter to effektive dage, så vi kom ikke derop, men måtte ‘nøjes’ med Little Adam’s Peak, der bestemt også er et besøg værd.

Little Adam’s Peak
Toppen af Little Adam’s Peak kan nåes til fods fra Ella by. Størstedelen af turen går ligeud, og kun de sidstr 10-20 minutter går opad. Selv helt små børn vil kunne klare denne tur uden problemer (vi gik i klipklappere). På toppen venter der et fantastisk syn, slet ikke svarende til, hvor simpelt det er at komme derop: man kan nyde synet af Ella Rock overfor og hele dalen, der omgiver Ella by. Besøg Little Adam’s Peak på en klar dag om morgenen for at undgå store mængder turister. Desuden er det gratis.

I Ella boede vi to meget pragtfulde steder. Jeg vil på det varmest anbefale det lille guesthouse Love is Sweet, der er beliggende med lidt afstand til byen og med fantastisk udsigt over dalene, der omgiver Ella samt Ella Rock. Love is Sweet har kun et enkelt værelse, en hytte placeret på en bjergskrænt med fantastisk udsigt. Stedet drives af en kvinde, der bor lidt længere nede af bjergsiden med sin mand og børn. Det er almindeligt (og værdsat) at spise morgenmad og også gerne aftensmad hvor man bor og dette kan på det varmeste anbefales. Maden er fantastisk og til en virkelig god pris. Værelset er enkelt og rent, og balkonen, hvorfra du nyder dine måltider er virkelig fantastisk. Love is Sweet koster knapt 150 DKK pr nat for to personer.

 

Et andet sted jeg gerne vil anbefale er Ella Eco Lodge der ligger fem minutters gang fra centrum af Ella, men stadig tilbagetrukket og i virkelig skønne omgivelser. Det gamle tog kører forbi lige oppe for altanen, der vender direkte ind i et tæt buskads af regnskov, hvor der bor en masse aber. Overnatningsstedet har sat et lille foderbræt op, så man kan ligge kiks eller brød og se de små aber hoppe hen og spise det. Dog skal man være forberedt på, at det kan larme kraftigt når aberne hopper på taget af ens hytte (f.eks. tidligt om morgenen), og man skal ikke efterlade ting på altanen, hvis man ikke ønsker det stjålet. Personalet er desværre ikke særlig imødekommende (måske var vi bare uheldige), men det smukke værelse, de søde aber og den lækre mad(!!) er det hele værd. Morgenmaden serveres på balkonen, hvor aftensmaden (desværre) spises i et lidt kedeligt opholdsrum. Eco Lodge er ret dyrt for området og koster 300 DKK i døgnet for to.

Nine Arch Bridge
Man kan gå langs togskinnerne fra Ella togstation og ud til den berømte Nine Arch bridge. Står du med front mod stationen skal du gå højre om stationsbygningen og direkte ind på skinnerne efter perronens afslutning. Går du til venstre langs skinnerne kommer du (med tiden) til Ella Rock og går du til højre skal du gå ca. 45. minutter inden du når til en tunnel, hvor broen dukker op på den anden side. Det er helt udramatisk at gå på/langs skinnerne: togene kører langsomt og du kan høre dem på lang afstand. Kommer der et tog træder du ud ved siden af skinnerne og venter til toget har passeret. Der er altid plads ved siden af togskinnerne, så det er ingen bekymring. For mange lokale er det en helt almindelig del af turen til og fra arbejde, at de går til fods på skinnerne. Ønsker du alligevel at spare dig selv for gåturen, er det også muligt at køre i tuktuk til broen – dette foregår dog af ret ujævne og stejle veje.
Broen i sig selv er meget imponerende og flot, og forbinder Ella med den efterfølgende station Demodara, og består af ni store buer, deraf navnet. Broen er kendt for at være bygget helt uden stål. Dette er der mange forklaringer på, men den mest populære lyder på, at man under 1. verdenskrig var tvunget til at sende al den stål, der kunne samles, til krigsrelaterede projekter i Colombo. Broen er opført af briterne og opbygningen af broen begyndte i 1913. Det siges, at den overraskende lave udgift forbundet med broen gjorde briterne mistænkelige overfor broens kvalitet og styrke. Derfor blev det aftalt, at manden, der havde ansvar for opbygningen lagde sig under broen da det første tog kørte over. Jeg aner ikke om det blot er røverhistorier, men broen står der i hvert fald stadig mere end 100 år efter. Lige ved broen er der desuden et lille sted, hvor man kan købe lidt drikke og snack imens man venter på at toget kommer.

   

Ella Falls
På hovedvejen, der snor sig langs bjergsiderne østpå mod kysten, kører man forbi det store og smukke Ella Falls. Det er flittigt besøgt af de lokale i deres ferie (de har blandt andet ferie i august, hvor vi var i Ella). Afhængig af, hvornår man besøger vandfaldet i forhold til regnsæsonen, kan man nyde en dejlig, kølig dukkert i klart vand for foden af vandfaldet. Vi kørte i tuktuk til vandetfaldet (ca. 6 km fra Ella by). Man går direkte fra vejen ud på de store (og glatte!) sten, der omgiver vandfaldet. Selv på en dag med masser ad besøgende er det en hyggelig atmosfære – folk er søde, smilende og betænktsomme. Der var få turister til stede, men vi badede i bikini uden der blev kigget skævt til os, selvom alle andre kvinder har tøj på når de bader. Ungerne hopper rundt i bar røv (under skarp overvågning af deres fædre), kvinderne vasker hår og de ældre sidder i sikkerhed oppe på stenene og råber til deres familiemedlemmer i vandet. Primært de yngre mænd gik helt tæt på selve vandfaldet og stod med knytnæver og bankede på deres brystkasser i ren Tarzan-stil inden de brød sammen i grin og blev drillet af deres kammerater. Det var en skøn oplevelse at sidde og observere de badende gæster og selv få en velfortjent dukkert i varmen. Oppe på vejen er der små boder, der sælger souvenirs og snacks.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *