Børn og lektier

Børn og lektier

Folkeskolen har ændret sig en del siden jeg selv som barn rejste op til tre måneder af gangen og bare skulle kigge på lidt matematik engang imellem. Børnene skrev i deres dagbog og læste hver dag. Derudover lavede de matematiklektier svarende til, hvad klassekameraterne lavede hjemme i skolen. Rejsedagbogen blev sjældent opfattet som en sur pligt, men derimod en værdsat kilde til underholdning, hvis tempoet var lidt lavt: børnene tegnede, malede og skrev løs om alle oplevelserne. Vi lavede desuden flere lister, såsom: ‘hvilke transportmidler har vi benyttet’, eller ‘hvad har vi fejlet’ (dehydrering, myggestik, blå mærker, maveinfluenza), ‘hvilke dyr har vi set’ osv. – der var desuden også listen over, hvem der vandt mest i yatzy, hvem der bandede mest og hvem, der var mest sur, mest grådig, mest bange, mest shoppelysten, mest vandglad osv. Dagbøgerne var vores erstatning for Ipaden og vi elskede dem. Matematikken tog vi os primært af de dage, hvor vi havde få aktiviteter og rolige timer. Læsningen foregik også helt af sig selv – enten læste Frederik op for os alle fire, ellers lå vi alle på en række med hver vores bog ved sengetid. Min varmeste anbefaling er at gøre et stort nummer ud af, at dagbogen er en fast del af de daglige rutiner. Det er en fantastisk kilde til læring – i forhold til stavning, formulering, men også for at få den lokale kultur og religion lagret i hukommelsen på en bedre måde. Ungerne lærte desuden en del engelsk på turen og en masse nye ting om natur, dyr, hygiejne (!) og mad. Alt sammen blev beskrevet og illustreret i dagbogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *