Ayutthya

Ayutthya

Ayutthya er en by, der ligger halvanden time i bil nord for Bangkok. Vi boede på Tony’s Place B&B i et fantastisk værelse, hvor ungerne sov på en hems og vi sov i stor seng nedenunder – alle mand i store bløde senge med kridhvidt sengetøj. Hotellet har en lille pool, og efter otte overnatninger uden pool var det en kærkommen detalje for børnene. Vi betalte 60 DKK pr. person pr. overnatning. Ayutthya er en historisk by, der før i tiden var en af verdens førende byer og hovedstad i det gamle Siam fra 1350 til 1767. Byen var en stor handelsby og der blev bygget massevis af templer og paladser til Ayutthyas konger – der reagerede i alt 33 og byen var involveret i mere end 70 krige i sine 417 år ved magten. Den sidste kamp mod Burma i 1767 efterlod byen i ruiner. Store restaurationsprojekter  har sidenhen været i gang, og i 1991 kom Ayutthyas ruiner på The Unesco World Heritage liste.
Tony’s Place tilbød turer med båd rundt til de smukke ruiner og templer. Vi betalte 40 DKK pr. person. Det var en fantastisk skøn tur – vi sejlede rundt i Longtail boat på byens floder – så fisk, lokale børn, der bader – og også en lille krokodille. Ruiner, templer og en 30 meter høj Buddha var afsindigt smukt, og gav en følelse af at få byens historie tæt ind på livet. Turen varede fire timer.

I Auytthya spiste vi desuden fantastisk mad på diverse små madmarkeder og i gadekøkkener – rejser, blæksprutter, nudler, kylling osv. Det kan godt betale sig, at spise sine måltider væk fra de mere etablerede hoteller og hostels, fordi prisen som reglen er billigere. Vi gik gode og lange turer (i varmen) og nød poolen med lektier og watermelon shakes. Vi benyttede os desuden af hotellets tilbud om tøjvask for en billig penge.
Vi fandt vores lift til vores næste stop, Kanchanaburi, på gaden. Vi blev først tilbudt at blive kørt i tuk tuk (4 timer) for 200 DKK. Vi endte dog med at finde en lokal mand med bil, der den efterfølgende dag ville køre os de 2,5 timer videre for 250 DKK.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *